Nye skoletasker...
Så er årets første skoletasker blevet testet i laboratoriet - og det i god tid før skolestart. De er fra LEGO og er til børn i alderen fra ca. 6 til 9 år. Vi forventer dog, at flere tasker vil blive testet i løbet af de kommende måneder.
Da vi har ændret på kravene, som skoletaskerne testes i forhold til, kan dette års resultater ikke sammenlignes med tidligere år. Fx er der skrappere krav til styrken i stropper og lynlåse samt om producenten oplyser en anbefalet alder og giver relevant information med tasken.
Ved valg af skoletaske er det væsenligt, at den passer til barnets alder og størrelse. Kravene i testen bidrager derfor på alle måder til at gøre det lettere at finde en egnet taske.
På grund af størrelsesforskelle på de 6- og 8-årige børn, testes taskerne forskelligt og er delt op i testbasen. Brug informationerne og husk at vurdere en mulig taske i forhold til netop dit barn ved at bruge vores køberåd.
Se de testede tasker: til børn fra ca. 6 år til børn fra ca. 8 år
Forlænget forbud mod lightere
Europa Kommissionen har nu for 6. gang forlænget sit forbud fra 2006 mod ikke-børnesikrede lightere. Forbuddet er rettet mod engangslightere og lightere, som forventes at have kort levetid - uden mulighed for at få dem repareret.
Forbuddet indebærer, at medlemslandene fortsat skal sikre, at kun børnesikrede lightere markedsføres i EU, ligesom de såkaldte ”novelty” lightere er helt forbudte. Begrebet ”novelty lightere”, definerer lightere, som ligner fx legetøj, dyr, mobiltelefoner og kan have indbygget lys/lyd, som bl.a. gør dem interessante for børn.
Lightere i hænderne på børn er hvert år skyld i mere end 1.500 ulykker og ca. 30 dødsfald i EU.
Lightere skal leve op til kravene i EN/ISO 9994 og EN 13869, og er typisk børnesikrede, når der skal mindst to uafhængige bevægelser eller et tryk
på mere end 4,5 kg for at give en flamme.
Skrappere krav til legetøj
Sidste år trådte nye sikkerhedskrav til legetøj i kraft i form af nyt legetøjsdirektiv og -standarder. 20. juli 2013 træder sidste del af direktivet i kraft, da der kommer markant øgede krav til de kemiske stoffer, der må anvendes til legetøj, samt nye krav for afgivelse af høje lyde.
De nye regler betyder allerede, at især producenter og importører af legetøj skal opfylde skærpede krav til bl.a. dokumentation, egen risikovurdering, mærkning og kontrol, før et legetøj må markedsføres. Der er også nye krav til selve legetøjets udformning.
ForbrugerLab er dybt involveret som eksperter på legetøj i Danmark og Europa, hvorfor rådgivning og uddannelse af danske producenter og importører er en daglig opgave - laboratoriet tester naturligvis også for, om selve legetøjet opfylder kravene.
Kontakt Torben Foged for at aftale assistance til din virksomhed - klik her
Olielamper og sikkerhed
I Europa findes der sikkerhedskrav til olielamper for at mindske risikoen for at børn får adgang til den giftige lampeolie, som selv i små mængder kan få fatale konsekvenser. Eksempelvis er et barn på to år, der sutter på en væge og indtager 1 til 2 gram lampeolie, i risiko for at få så alvorlig lungeskade, at det er livstruende.
Desværre er der stadig olielamper på markedet som ikke lever op til kravene i standarden EN 14059.
ForbrugerLab, som i Danmark besidder kompetencerne til at rådgive om kravene og udføre test af olielamper, har dog konstateret en ændret efterspørgsel på disse ydelser fra både designere, producenter og importører af olielamper.
Derfor vil vi forhåbentlig kunne se flere olielamper med sikre påfyldningshætter, vægebeskyttelser og bedre brugsanvisninger i fremtiden.
Akkrediteret prøvning
ForbrugerLaboratoriet udvider løbende sine områder med akkrediteret prøvning (test), og fastholder dermed sin førende position, når det gælder sikkerhed i produkter til børn.
De seneste akkrediteringer gælder sikkerhedsstandarden for sutteholdere EN 12586 som supplerer bl.a. legetøjsstandarden EN 71-1, standarden for snore og bændler i børnetøj EN 14682, barnevogne EN 1888, samt den generelt fleksible akkreditering for øvrige børneomsorgsprodukter og -møbler.
Det er Danmarks Nationale akkrediteringsorgan (DANAK) under Sikkerhedsstyrelsen, der godkender laboratoriet.
Sikkerhedskrav til børnetøj - fra bikini til skidragt
I Europa findes sikkerhedsstandard, der stiller sikkerhedskrav til snore og bændler i tøj til børn i alderen 0 - 14 år. Standarden hedder EN 14682, og ForbrugerLab deltager i ekspertgruppen, som udarbejder standarden.
Formålet med standarden er at minske antallet af ulykker, hvor børn kommer til skade eller mister livet, på grund af at de hænger fast i legepladsudstyr, cykelhjul og bildøre m.v.
"I de senere år har vi oplevet en øget interesse for sikkerhed i børns tøj i Danmark og dermed også for standarden" beretter Torben Foged, direktør i ForbrugerLab. "Samtidig møder mange danske producenter stigende krav fra deres europæiske kunder i relation til standarden, så vi arbejder meget med rådgivning og uddannelse for både små og store producenter."
Standarden stiller blandt andet krav om, at børnetøj slet ikke må have træk-snore med frie ender i området ved halsen, men der er også krav til alle andre dele af tøjet, og næsten alt børnetøj er omfattet.
RAPEX
EU har et system til at udveksle viden om farlige produkter mellem landenes myndigheder. Systemet hedder RAPEX og findes på ec.europa.eu
Her giver de enkelte lande besked om farlige produkter, som er blevet tilbagekaldt fra forbrugerne, så andre landes myndigheder kan undersøge, om de har de samme produkter i landet og tage aktion.
Systemet er som udgangspunkt lavet for og bruges af sikkerhedsmyndig-hederne, fx Sikkerheds- og Miljøstyrelserne, men er åbent for at alle kan kigge med. Klik på link'et herunder og søg efter bestemte produkter, eller kast et blik på sidste uges tilbagekaldelser...
RAPEX - europa.eu